--

 

   


 

Børge Lindschouw's digte
Skrevet på og til

Furlejrene   11 og 8 i 2013
 


Furdigte 2013 © Børge Lindschouw

Velkommedigt Fur 11:

 

Gudernes fridag

 

Guderne holder fri

efter lang tids slid

sommeren smiler os i møde

nattergalen kalder

kom kom kom

til bølgernes sagte slag

Det er nu vi samles

lad musikken smyge

sig over aftenens kølighed

varmen breder sig

leende i gensynet med

de gamle venskaber

Nye stemmer og ansigter

her blandes en cocktail

nyt blod - gammelt venskab

det sprudler af energi

et varsel om musikken

folder glæden i os ud

 


 

 

Velkommedigt Fur 8:

 

De store afrundede bakker

skubbet op af den kilometer tykke is

smukt formet så vinden kan smyge sig

op over og rundt om dem

vippe de vilde planter

græsser og blomster i bølger

Strandkanten med det

rytmiske bølgeslag, som

efterlader hundrede millioner års

historie lige til at samle op

Teltene der for en stund

skyder op som paddehatte

og lader indbyggerne forvandle

landskabet til en travl myretue

Det hele overvåget af skyerne

der stryger henover himlen

som solbeskinnede jetjagere

eller mega store rumskibe

der afsøger terrænet for at se

om alt foregår som det skal

Hun har gjort sit arbejde

og siger velkommen

(Den Furske Tøs)

 


 

 

Vrimmel

 

Det vrimler om mig

med små fødder

og livlige kroppe

de synger så dejligt

ja, elsker at hoppe

så når de hopper op

og falder hurtigt ned

er det da godt at

de har hovedet med

 


 

 

Rødder

 

De der husker deres rødder

Efterlader lidt kærlighed der

De ved hvad der er værd at huske

Og hvad man skal være nær

 


 

 

Lugtløs Camille

 

Den lugtløse Camille

Den lugtløse Camille

krummer kronen i vinden

og nejer så pænt

er det manden eller kvinden

En ting er sikkert

den blomstrer med glæde

især når den mærker

der er masser af væde

 


 

 

Sky-bager

 

Solen bager huller i skyen

der blæser fra fur

og helt ned til Ryen

jeg syns det er mærkeligt

den ikke segner

måske er det

der sker når det regner

 


 

 

Tilgivelse

 

Kan du huske i går

det var sgu slemt

hvor var de strenge

det var ikke nemt

de råbte og skreg

og ku’ ikke stoppe

jeg syns nu ikke

nogen skal moppe

Men når jeg tænker

ret på det igen

så var der noget

der ikke var nemt

det er deres verden

jeg kan ikke dømme

hvad er deres liv

hvad er deres drømme

Jeg tænker dog blot

man ikke forstår

et andet livs vilkår

og det der forgår

kan kun være varm

og tænke det bedste

om de svære ting

der er med ens næste

© Børge Lindschouw

21mar14

 


 

 

Ikke oplæst:

Refleksion over ”forståelse”

(prosatekst)

 

Mennesker kan i deres sameksistens i mødes med andre mennesker lære at genkende mønstre i adfærd, observere følelser eller udtryk hos andre.

Disse mønstre kan give en delvis forståelse af andre individer, afhængig af den enkeltes verden og afkodning af mønstrene, men 100 % er ikke mulig.

Nøglen til denne viden skal søges i, at hvert enkelt individ har forskelligt genetisk grundlag, vidt forskellig opvækst og læringsbetingelser. Hvilket sjovt nok også gælder for enæggede tvillinger, som man kunne tro har ens betingelser. Alligevel lever tvilling 1 i en verden med sig selv som centrum og har tvilling 2 som nærmeste ”verden” udenfor sig selv. De 2 hedder noget forskelligt og bliver i sidste ende udsat for forskellige mennesker og ”input”. De udvikler sig derfor forskelligt med tiden, hvilket kan ses på deres individuelle valg og adfærd, som årene går.

Vi, der ikke er tvillinger, lever hver for sig i langt mere forskellige verdener, der alle har brug for glæde, tryghed og respekt – eftersom vi ikke grundliggende kan ændre os selv – er respekten for hvert enkelt individ en grundpille i det gode samfund og er udtrykt i flere frihedserklæringer som

”Alle mennesker er født lige” – altså født til at modtage lige rettigheder i alle aspekter.

God sameksistens handler derfor i højere grad om at acceptere, at alle de andre ”verdener”, man ikke helt forstår. At de også har lov at være der/være til på egne betingelser.

 

© Børge Lindschouw

2sep13

 


 

 

Eventyr

Græsset og mælkebøtten

 

 

En dag kom et græsstrå og en mælkebøtte i snak med hinanden. ”Det er nu underligt, som de bare vader rundt og træder på os”, sagde græsstrået – ”ja, det er som om vi ikke eksisterer”, sagde mælkebøtten, ”bortset fra at min bedste ven lige er blevet rykket op med rode” – ”Åh, det er da en nådig død. Os slår de med maskine hver uge fra maj til oktober. Det er noget der kræver sit græsstrå.” – ”Ja, de er underlige” – ”og så ligner de aber, og går næsten ligesom dem”, ”tja, og så deres farve – mange af dem er lyserøde ligesom grise og det lugter næsten også sådan, bare lidt anderledes – så foretrækker jeg alligevel køer og heste – dem kan man i det mindste få lidt næring af.

I det samme kom en lille dreng og en lille pige og satte sig i græsset ved siden af græsstrået og mælkebøtten. ”Se”, sagde Laura, for det hed pigen, ”er den ikke sød” – og så plukkede hun en af mælkebøttens blomster og viste den til Nikolaj. ”Min far siger, ”Den fandens Mælkebøtte”.

”Det er da fordi den er så god til at overleve”, sagde Nikolaj, ”det kan dem, som ikke kan udstå rigtig natur ikke lide – og så kalder de alt levende natur, de ikke ønsker for ukrudt.

”Det er godt nok skrapt”, tænkte græsset, ”ikke alene servicerer vi menneskeaberne – de behandler os også som det rene skidt, selvom vi i græsfamilien virkelig har noget at være stolte over – uden os ingen dyr”.

Til mælkebøtten sagde græsset dog, ”jeg synes nu at Løvetand er et pænere navn”. ”Ja”, sagde mælkebøtten – det lyder også lidt mere vildt”.

Mærkeligt nok sagde Nikolaj pludseligt, som om der havde fundet en tankeoverførsel sted mellem ham og græsset, ”de gule blomster hedder altså også Løvetand på grund af bladenes form”. ”Nej hvor godt”, sagde Laura, ”det er da et pænt navn og både græsset og mælkebøtten hørte det og blev enige om, at det trods alt nok var børnene af de lyserøde, de skulle sætte deres lid til i fremtiden.

© Børge Lindschouw

2sep13

 


 

 

Svalerne

 

Svalerne flyver højt i dag

de fanger mad som var det ingen sag

dykker og looper som er det en leg

ku' være fedt hvis det var dig og mig

 


 

 

Forårsblæsten

 

Blæsten blæser ofte i ring

den gør det så let som ingenting

når den blæser mit forårshår

er det så dejligt med en kaffetår

 


 

 

Åben

 

Den glatte hud

det åbne sind

det lufter blidt

om din forårskind

Dine åbne øjne

ser alting klart

og øjner måske

kun det er smart

Dit unge hoved

dine skarpe tanker

ser nok snart hen

hvor hjertet banker

 


 

 

Vreden

 

Den vrede mod verden

der blusser hårdt frem

det er svært for dig selv

at få hentet den hjem

den gnaver sig helt ind

har appetit på din glæde

måske skal den droppes

opløses i en smule væde

 


 

 

Tænk

 

Tænk hvis

jeg mødte

dig på gaden

og tænkte

det var dig

jeg gerne

ville invitere

på kaffe

eller andet

og du ikke

ville kendes

ved mig

og jeg havde

sørget for

fløde og sukker

fordi jeg

havde det på

fornemmelsen

og du bare

havde travlt

og ikke vidste

hvad du

gik glip af

og kagerne

stod i køleskabet

lige parat

til at vi

kunne nyde dem

til kaffen

så ville

vores livsbaner

for evigt

være forandrede

 


 

 

Kunstnerdag på Fur

 

Borde slået op

alt sat på plads

parat til besøg

skal være tilpas

kan jeg sælge noget

er nogen parat

som også synes

det jeg har, er smart

De sidder stille

mens blæsten bruser

drikker kaffe med kage

spiser sildehaj

de tavse vurderede

blir snart aktivet

af kunstnerfolket

jeg tror det er sundt

 


 

 

Sildehaj

 

Spise, male, sildehaj

det er ikke noget for Kaj

spørger du til gengæld Lise

så vil hun gerne spise

hvem vil male sildehaj

Lise hun siger ikke nej

 


 

 

Køb bøger

 

Køb bøger køb bøger

hvad er det du søger

måske kernen i livet

kan det ses i en bog

hvis sjælen er gnaven

og maven den snurrer

kan du nu åbne det låg

der er låst om din sjæl

er det det der skal til

eller er det noget andet

måske sku' du ta' en tur

et sted ud på landet der

hvor naturen den dufter

af blomster og gylle

måske bedre end en bog

fra den øverste hylde

 

inspiration fra skitse sommer 2013

renskrevet 22mar14

 


 

 

Fur i sol

 

Når solen skinner

på det furske land

det bølgende korn

og glimtende vand

sniger følelsen ind

at det nok er sommer

det er derfor vi altid

er nogen der kommer

 


 

 

Gudernes gave

 

Gudernes gave

den furske tøs

har tæmmet vejret

fra at slå sig løs

bare for en stund

så det kan nydes

og vi kan hygge os

med de stille lyde

Tak min tøs

for det dejlige vejr

du som hjælper

både her og der

med at tæmme vejret

holde fanen højt

så vi kan boltre os

i bølgernes sprøjt

bare ligge stille og flyde

til de dejlige smukke

musikalske lyde

Mega glæde

Skal jeg være ærlig

og få det sagt

så har vores lejr

været af det gode

der er ikke noget

som har været rodet

vi er fyldt med musik

har nydt det til fulde

med megen varme

og kun lidt kulde

i femogtyveåret

for vores lejr - suk

det er fandme bare

en rigt fed sejr

 


 

 

Handyret

 

Handyret

der står han, handyret

kredsen omkring ham

mæsker sig i nydelse af

den fascinerende musikalske

udfoldelse af modens toner

 

Handyret

der står han, handyret

han er stolt og kender sit værd

dog, hvad vil de med hans dufte

af idolerne fra plakaterne

 

Handyret

der står han, handyret

opslugt af sine sange

og dejlighedens beundring

af hans rytme og fremtoning

 

Handyret

der står han, handyret

i bevidstheden om

at hun sidder og gør sig varm

og skinner i fuldmånens skær

 

Handyret

hans musik-berusede fans

svinger i takt til musikken

hele verden kan rummes

for en stund, i et enkelt rum

 

Handyret

der står han, handyret

han skyder brystet frem

og performer for fuld skrue

for den dejlige et fantastisk skue

 

Hundyret

kikker med beundrende øjne

på hans medrivende fremtoning

venter længselsfuldt på hans sjæl

aftenen får ende for ham og sig selv

 

Handyret

der stod han, handyret

erobrede rummet og sjælene

han lagde de sidste odds

med sjæl i sangen for Hundyret

 

© Børge Lindschouw –

20okt13 gendigtning - redigering 22mar14

Digtet Telt-lejr

fra august 1974

 


 

 

Personlige citater:

 

1.

"Grunden til min gode kondition

er et liv op ad bakke".

2.

"Verdener, der er så forskellige, at kun

nysgerrigheden kan overkomme dem."

3.

"Glæden ved din glæde."

4.

"Holde fri fra vreden

det fremmer glæden"

 


 

 

Mit design

 

Ydmygheden overfor

menneskets tilblivelse

mulighedernes gaver

Dem der står bag dig

viljen til at bruge

det erobrede land

Det unikke der er skabt

i dit personlige billede

Den årlige fest for dig

du er det hele værd

 


 

 

Den skinbarlige sandhed

 

Det bare skin

de smukke ældre

på sommerens alter

med skæbnen tegnet

i fine figurer

som streger i sandet

det smukke åbenbare

ved at bære erfaringen

og fremvise livs-kunsten

i den skinbarlige sandhed

 


 

 

Lakrids

 

Der er en reje på min tå

jeg har sagt den gerne må

få lakridser fra mine tær

den æder løs - kan ikk' la' vær'

 


 

 

Fandens

 

Sælg ikke din frihed

med fanden som kunde

Det bliver et rent helvede

 


 

 

Dit ord

 

Det ord, der blev til mit

fordi det udsprang

af dit ærlige venlige indre

 


 

 

Lyst-vrøvl

 

Der vokser og gror enorme lyster

rundt om ved Danmarks smukke kyster

men også en hel del inde i landet

med måder man ikke kan finde ved vandet

hvis og så når at lysterne er smukke

er det lidt svært at gå rundt og mukke

i virkeligheden kan man jo bare lade

de fleste om at gå rundt og være glade

 


 

 

Den uartige mand og træet

 

Der var engang et træ, der stod på en skrænt. Det var et meget smukt træ. Grenene rakte ud til alle sider. Det gav skygge til dyrene, når det var varmt og læ når det blæste for meget.

Træets rødder bredte sig ud i en stor del af skrænten. Holdt på jorden når det regnede eller når havet var for nærgående og slikkede op ad den.

Jo, det var et dejligt træ. Det stod på et mega flot sted med udsigt over fjorden. Det var virkelig at misunde, hvis man ikke havde forstand på natur.

Ejeren, der havde købt naturen omkring det, var misundelig. Han ville gerne have udsigten fra sit hus. Da det var ham der havde motorsaven og ifølge ham selv retten til at herske der. Tja, så sagde det en dag "CRASH". Et kæmpe brag! "Av", skreg træet, "det kan du ikke være bekendt - nu har jeg gjort mit bedste fpr at gøre mig dejlig i årevis - og så, med et snit på to minutter – ”bump". Men manden der var naturdøv hørte det ikke. Eller også ville han ikke høre tale om det og troede hermed, at det var enden på den historie.

Hvad manden ikke vidste, var at et træ fylder

lige så meget nede i jorden som oppe i luften.

Så træet besluttede sig for, at det skulle han ikke bestemme.

Det ville vokse sig stort og fint igen.

"Er det ikke et smukt træ sagde hans kone.

Det var da godt det voksede op på ny."

Det ærgrede manden endnu mere. Ja faktisk gjorde det ham splitter rasende. Så en dag konen ikke var hjemme sneg han sig ud med motorsaven igen. "CRASH", sagde det. Og der lå hele herligheden igen med brækkede grene og forrevne blade spredt ud over det hele.

Alt dette gentog sig flere gange. Træet voksede op og blev smukt. Manden blev rasende og fældede det, når konen ikke var hjemme.

En dag, da træet var vokset op igen og blevet endnu smukkere end have været før, stod manden og bandede endnu engang over dets livskraft. "Hm", sagde træet, "er du klar over at jeg er en fornem del af naturen og skyld i, at dyrene kan overleve og give dig kød på bordet. Kun hvis naturen har det godt kan du og din familie overleve?"

Nej, det havde manden ikke nogen idé om.

"Hvis du passer godt på mig,
kan vi have det helt fint i lang tid endnu", sagde træet.

Tja, sådan havde manden ikke tænkt på det før. Bagefter gik han hjem til konen og fortalte hende hele historien om det.

Fra den dag plejede han og passede på træet og naturen, der var rundt om ham og hans familie. Dyrene opdagede hurtig, at det var et godt sted at komme. Manden og konen blev helt gode venner igen og stod hver dag med hinanden i hånden og beundrede dyrene,
som samlede sig om det smukke gamle træ.

 


 

 

Reconciliation

 

Pity mentaliteten, der nedbrydes

forskellene, der styrker os

meningerne, der udveksles

den midlertidige forhindring

det forklarede, der løfter forståelsen

uddybning, der rydder

betænkeligheder af vejen

selvforståelsens forandring

energien, der frigøres

og genskaber os på ny

 


 

 

Jeg mig jeg

 

jeg kan mærke

det kilder i mine tær

det må være en vandloppe

der ikk' ka' la' vær'

med bare at svømme

og sådn spiser

af mine tærs søde lakridser

 

Jeg synes jeg mærker

noget napper mine tær

det må være en krappe

der ikk' ka' la' vær'

at vade der og bare napper

sådn er jo mange krabber

 

Jeg føler - det mærkes

at noget varmt er nær

det må være min mor

der ikk' ka' la' vær'

med at komme og være kærlig

er så dejligt - ska' jeg vær ærlig

 


 

 

Børnesmil

 

Børnesmil i sommerland

ka' da smelte hver en mand

måske mange kvinder

der har røde kinder

 

Går man rundt på må og få

kan der sagtens nå at gå

mange lange ture

ud'n a' kik' på ure

 

Hvis du syn's det er for varmt

sku' man vær' et rigtig skarn

hvis det ikk' ku' nydes

selvom der skal ydes

 

Børnesmil og børne-spil

det er sårn musik blir' til

selvom vi ka' drille

kan vi li' a' spille

 

Spille til og spille op

det er bare helt i top

kvinde, mand, piger, drenge

spiller hver på deres strenge

 


 

 

Rygterne

 

Rygterne, der løb i forvejen

og gav frit løb for fantasien

de fortællinger der voksede

og efterlod den anklagede

nådesløs på skafottet

uvidende om rettergangen

 


 

 

Fokus

 

Dine øjne viger

når vi mødes

og mine blikke

spørger dig undrende

om tilliden og dit fokus

der forsvandt

som dug for solen

kun min kærlighed

kan dine tanker

ikke viske ud

Jeg vil altid

være der for dig

 


 

 

Hjælpen

 

Det der er slemt

og svært at glemme

angsten der sidder

efter det der skete

dem som misforstår

og gør ting værre

følelsen der låser døren

Følelsen som får hjælp

af tankens kraft

til at afdække

problemets omfang

og med besvær

lægge kortene på bordet

Empatien der erkender

forståelsens begrænsning

angstens selvforsvar

kærlighedens kraft

til at rumme dig på trods

 


 

 

Personlige påstande:

 

1.

Børn er en velsignelse

til alle tider

det er justeringen

der kan være svær

2.

Negativ tankegang

tager på samfundets kræfter

3.

Forskellighed skaber ikke forståelse

men tillid binder os sammen

4.

Der er ingen mennesker

der forstår hinanden fuldt ud

men gensidig accept

er limen der samler os

5.

Åbning gør det muligt

at opdage hinandens

gode kvaliteter og potentialer

 


 

 

Pigen med paraplyen

 

En lille pige

med paraply

vader rundt

som på en sky

 

med hovedet højt

og stolt som en pave

man aner lidt

hvad hun skal lave

 

når hun vokser til

og årene går

så vokser hendes aura

det må da være Laura

 


 

 

Forførelse

 

Der er ikke noget

som at blive forført

blive overtaget

uden at skulle

tage stilling til

hvorfor og hvad

formålet kan være

lade tankerne

slappe helt af

Føle sig overmandet

se sig selv

på ny måde

måske håbe på

nydelsen ved

forførerens

selvtilfredse smil

engagement

Ønske om stop

på halvvejen

gør overgivelsen

fuldendt medrivende

 


 

 

Øjenåbner

 

Mennesker der åbner

med øjne der smiler

øjne der sir velkommen

her er altid plads til en til

 


 

 

Sandslottene

 

Stolte står de i vinden

under solens stærke skin

rejser sig smukt

under kyndig hænders

ivrige arbejde

og glæde i øjnene

 

Fjordens bølgeslag

leverer musikken

vindens susen

i træer og buske

nikker samtykkende

og anerkendende

i skabelsen

 

Små og store hænder

dekorationer i sandet

for øjnene helt sikkert

kunst ved vandet

 


 

 

De unge smukke

 

Den eksplosive energi

der driver dem til kanten

de stolte smil ved præstationer

deres antydede potentielle evner

overbærenheden overfor de

der for længst beviste deres værd

ydmygheden selv når de

bliver behandlet med respekt

de dybe samtaler når

man kommer dem i møde

de varme smil, når de mærker

glæden og varmen ved dem

De ældres håb for dem der

skal bære dem det sidste stykke

i sidste ende til graven

 


 

 

Afskedsdigt 2013

 

Bakkerne med det bølgende græs

og det svajende korn og buske

rytmisk lader de sig bøje moderat

for vindens udskejelser

naturens instrumenter er på spil

dumpe trommeslag fra teltene

supplerer naturens perkussion

og violinerne skarpe klange

klarinetterne, guitarerne og

stemmerne fuldender stemningen

Et totalteater, hvor publikum

er medspillere i forestillingen

Den følelse jeg vil savne

jeg ved jeg vender tilbage men

elleve måneder er da mange dage

Tak til alle, der har bidraget

til denne forestilling 2013


 


Har du kommentarer til mine digte, så mail dem til:  blindschouw@live.dk

 


Har du et eller andet fra furlejren som du gerne vil have offentliggjort, så mail det til:  meinhardt@famjac.dk